Medarbejdere

Her på siden kan du møde nogle af vores medarbejdere i Topas Explorer Groups selskaber

Troels Vestergaard - Turleder

Troels_Vestergaard
Troels Vestergaard

Turleder – Topas

Et par lange ture i Landrover gennem Sahara og rundt i Vest- og Central Afrika sidst i 1970’erne tændte min store interesse for smuk natur og andre kulturer, og interessen er stadig lige intakt.

Jeg startede som turleder hos Topas i 1980 med ekspeditionskøretøjerne, primært på ture til Nord- og Vest-Afrika samt Mellemøsten. Senere kom vandring til, og det er blevet til mange vandreture i Pyrenæerne, på Korsika, i Tatrabjergene, og på Grønland.

En uddannelse som cand. mag i arabisk kultur blev aldrig brugt, i stedet endte jeg som udstationeret for Topas i 2 år i Vietnam, hvor jeg var med til at opbygge Topas Adventure Vietnam, og er nu tilbage som turleder på fuld tid, dvs. godt halvdelen af året. Resten af tiden er ligeligt fordelt mellem korte perioder i Danmark, og 3 mdr. om året i vores 300 år gamle landsbyhus i Korsikas bjerge. Her bruges tiden på byggeprojekter, drikke kaffe med de lokale, og falde i staver over udsigten til de smukke bjerge. Bjerge og stilhed har en forunderlig evne til at skabe ro i sindet. Her var der også i 2018 tid til at skrive en bog om Topas’ historie.

Jeg er stadig lige bidt af Topas-ånden, der for mig består af godt socialt samvær, aktive naturoplevelser, og respektfuld interesse for andre kulturer og religioner. Jeg drives af at skabe et godt samvær på et hold, have styr på tingene, og kunne bidrage til en interesse for kultur, religion, historie, og lokal politik.

Generelt trives jeg godt i både varme og kolde områder, men de seneste år har mine favorit-destinationer været rundrejser i Vietnam, i Sri Lanka, og på Borneo. Alle steder med en bjergtagende natur, samt en spændende kultur som man aldrig bliver træt af at lære mere om.

 

Katrine Hartmann Andersen - Turleder og hotelvært

Katrine-Hartmann-Andersen
Katrine Hartmann Andersen

Turleder Topas
Hotelvært – Igaliku

Da jeg blev færdig med studiet, pakkede jeg det kun højest nødvendige og vandrede 900 km gennem Nordspanien på Caminoen. En tur, der gjorde særligt indtryk og samtidig blev mit afsæt som turleder i Topas.

Under min studietid brugte jeg de lange ferier på at rejse. Jeg er så vidt muligt altid længere tid af gangen det samme sted. Dermed kan jeg opleve nyt og på samme tid få en følelse af, at jeg lærer landet at kende. Med en baggrund i religionsvidenskab er jeg nysgerrig på andre kulturer og religioner, og det har jeg på mine rejser altid kombineret med oplevelser i naturen. På den måde har jeg oplevet hinduistiske ritualer dybt inde i en skov i Sri Lanka og diskuteret religion på vej op af et bjerg i Indonesien.

Begejstringen for at være i naturen, høre andres historier og få unikke oplevelser er jeg glad for at få lov at dele med Topas’ gæster. Topas’ ture bringer mange forskellige mennesker sammen; og alle med den samme begejstring for at komme ud og opleve og bevæge sig. Det giver en helt særlig stemning, og det er ude på stierne, jeg oplever at få de bedste snakke.

Jeg har hovedsageligt rejst i Europa og Asien, hvor mine ture altid byder på nye oplevelser. For mig er opskriften på de bedste oplevelser det gode selskab, de brede vidder samt det uventede og de små nuancer, der ikke kan planlægges hjemmefra.

Med Topas har jeg været på Korsika som turleder, og senest har jeg været i Sydgrønland med Blue Ice Explorer. Sommeren i Grønland var med en lidt anden kasket, da jeg var med til at drive hotellet i Igaliku. Det dækkede alt lige fra den gode kontakt med gæsterne til praktiske gøremål til overblik over daglige opgaver – alt sammen i de smukkeste omgivelser.

Anne Rousing – Økonomimedarbejder

Jeg havde et ønske om at komme over på den anden side af skrivebordet.
Jeg er uddannet HD-R revisor og har arbejdet ved Ernst & Young og senere ved RSM, indtil jeg i 2017 tog springet og startede i økonomiafdelingen ved Topas Explorer Group, hvor jeg nu bogfører for selskaberne i Grønland.

Til hverdag hjælper jeg mine dejlige kolleger i Grønland – det nyder jeg meget, og det giver mig en stor tilfredsstillelse. Særligt meningsfulde finder jeg de øjeblikke, hvor jeg kan mærke, at det arbejde jeg laver, giver et overblik for mine kolleger og kan ligge til grund for planlægningen af den videre udvikling af vores selskaber.

Samarbejde og fællesskab
I min fritid synger jeg i kor. Det giver mig en stærk følelse af sammenhold og fællesskab. Den følelse oplever jeg også på arbejdspladsen takket være samarbejdskulturen hos Topas Explorer Group. Kommunikationen samt forståelsen af hinandens situationer er utroligt vigtige for at kunne rumme hinandens forskelligheder og dermed få et bedre sammenhold og samarbejde på tværs af landegrænser og afdelinger. Derfor mener jeg, det har stor betydning for mine relationer til mine kolleger både i Danmark og Grønland, at vi har tiden til at snakke sammen og oparbejde en viden om hinanden, som gør, at vi kan hjælpe hinanden bedst muligt i hverdagen.

Bl.a. derfor var det også en stor oplevelse at besøge Grønland sammen med Topas i 2018, og siden da er min kærlighed og fascination af landet kun vokset!

Anne Rousing
Anne Rousing

Økonomimedarbejder

Vil du vide mere?

Se vores ledige stillinger

Bliv en del af Topas Explorer Group

Hvad er Topas Explorer Group?

Bliv klogere på virksomheden